På farten med min hjælpemotor-ven

Zig zag… jeg joystick-styrer mig uden om en forladt, fyldt indkøbskurv… hen til køledisken… A38 og minimælk… jeps klaret… åhh, glemte rugbrød… retur til ’brødgangen’… to kunder blokerer pladsen… ned i 1 km/t… sniger mig udenom… sådan, brød fundet… videre til ’Frugt og Grønt’ og salaten til aftensmaden.

Ja, man får ofte ’set’ butikken på kryds og tværs, når man handler dagligvarer.
Vi kender vist alle indkøbsturen i slalom forbi stande med slagtilbud, klodsede kundevogne og varer, ’der fylder på vej på hylder’ – i smalle gange.
Som kørestolsbruger er den slalom-bane ekstra temmelig tricky.

Heldigvis har jeg min gode ven med – min E-fix kørestol – der er el-drevet, lille og fiks. Den mindsker bøvlet og besværet med at komme rundt – især på trange steder.
Jeg købte den i 2014, og siden da har den passet på mig og min energi – og givet mig frihed og fine oplevelser.

Kørestole kom dog ind i mit liv allerede i 2006. Jeg blev rygmarvsskadet og som tetraplegiker afhængig af denne type firhjulet hjælpemiddel. Da blandt andet min højre hånd og arm er lammet i forskellig grad og gangfunktion kraftig reduceret, har jeg brug for en kørestol – og med el, når jeg skal bevæge mig over længere afstande.
Og det gør jeg gerne.

Årene er gået. Jeg lever et aktivt liv. Nyder at være i gang – at opleve hjemme og ude.
Mange kørestolsdæk er slidt ned. Mine erfaringer omvendt bygget op:
Om kørestolens betydning for mit liv. Om især hjælpemotorens værdi for min livskvalitet. Om de muligheder den giver mig for at komme rundt på egen hånd – i mit nærområde, men heldigvis også i fjernere egne af verden.

Det kan du læse mere om i denne blog, hvor fokus primært er på den manuelle model med påmonteret hjælpemotor.

En ven i nøden

Der for 17 års tid siden var kørestolen ikke just en velkommen ven hos mig.
Det var – og er til tider stadig – svært og træls at være afhængig af andre.

Det hjalp ikke på ’venskabet’, at min allerførste kørestol – en el-stol – var størrelse STOR. Alt for klodset til lille mig, syntes jeg. Der var ikke noget ’Tesla’ over den, som jeg skrev i min tidligere blog ”Hjælpemidler med følelser”.
Jo, stolen kunne komme frem – tung og stabil, som den var. Men det var et påtvunget ’venskab’, som jeg ikke følte mig tilpas i.

Denne første el-stol er heldigvis for længst fortid.
Jeg har i dag tre kørestole:
En manuel primært til indendørs brug. En solid el-stol til brug udendørs, i ujævnt terræn og længere ture. Og så en 3. midt i mellem: min E-fix, der er et hjælpemotor-system monteret på en (anden) manuel kørestol. Denne model er især velegnet til kørsel i by, butikker, museumsbesøg o.lign. og ferier med fly som transportmiddel.

Jeg har vænnet mig til at se kørestolene som en form for ven. En ven i nøden. De følger mig fra morgen til aften og hjælper mig til at bevare et aktivt liv på trods af mine bens og armes nedsatte kræfter.

’Blende ind’ aktivt og selvstændigt

Der findes mange typer kørestole. Når nu hjælpemidlet er så afgørende en del af en kørestolsbrugers liv, er det selvfølgelig yderst vigtigt, at den opfylder de krav og ønsker, man har.
Vi er som brugere forskellige i fysik og i funktionsniveau. Kørestolen skal passe lige præcis til hver vores hverdag med hver vores grad af aktivitet.

Min krav-liste er lang 🙂 men det gælder nok de fleste der køber bil, cykel eller andre transportmidler.
For mig har det altid været afgørende, at kørestolen understøtter min mulighed for at bevare et selvstændigt og aktivt liv.
Jeg vil gerne selv bestemme, om jeg skal dreje til højre eller venstre. Om jeg vil se på keramik og glaskunst på snævre steder. Om jeg vil på ferie uvejsomme steder. Om jeg vil se den udstilling på 2. sal via smal elevator. Alt det skal en kørestol gerne understøtte – ikke forhindre.
Og så i øvrigt gerne uden at stolen er særligt synlig.

En kørestol er et blikfang – selv i 2024, men jeg vil gerne ’blende’ ind, når jeg er udenfor hjemmet. Jeg har som sådan ikke problemer med at blive set – men helst for den jeg er og ikke at fokus hele tiden rettes mod mit helbred (som en kørestol let knyttes til). Det fylder i forvejen alt for meget.

De første år som rygmarvskadet brugte jeg min manuelle kørestol, når jeg var på arbejde. Mine opgaver som ergoterapeut på Jobcentret var meget varierede. Nogle skulle løses på job-matriklen, andre på besøg i forskellige virksomheder. Jeg skulle fra a til b – og gerne effektivt og hurtigt. Det tærede på energien, da jeg brugte mange kræfter i armene og ene ben på at komme frem.

Min el-stol ville jo være oplagt at bruge for at spare på kræfterne.
Og den var da også god – på farten udenfor, let omkring i skoven og i haven. El-stolen har dæk, der klarer de ujævne underlag, bumlede belægninger og kører med en fart, hvor jeg hurtigt kommer omkring. Men til indendørsbrug blandt andet i fremmede virksomheder var den alt for ’voldsom’.

Let hjælpemotor giver fleksibel frihed

En anden transportløsning var nødvendig.
Her kom hjælpemotoren til den manuelle kørestol ind som en oplagt mulighed. Jeg fandt frem til E-fix’en. Valgt og købt, da jeg kan sætte flueben ved mange af mine krav på kørestol-listen.

Min udgave består af en manuel stol fra Küschall, hvorpå der er klikket to hjul med motorer i. Power kommer fra et enkelt, afmonterbart batteri under stolen, som jeg styrer med et joystick.

Stol, hjul og batteri vejer knap 25 kg. Den lave vægt gør det muligt for en hjælper at løfte stolen ind i et bagagerum. Er bilen lille/ kniber det med plads (eller løftekræfter) kan hjulene tages af/på, og så kan stolen fx placeres på et passagersæde.
Batteriet er godkendt til flytransport og har muliggjort ferieture til Asien og diverse storbyer mm. i Europa.
Jo, mit aktive liv fik et boost, da hjælpemotor-stolen blev føjet til min ’vognpark’.
Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen. Jeg må give fortabt på fremkommeligheden her og der – også trods min hjælpemotor-ven. De små hjul på en manuel stol giver trods alt sine begrænsninger i forhold til underlaget.

Zig zag-glæde på Louvre

Men nye døre til oplevelser og selvstændighed har nu vitterlig åbnet sig.
I 2012 – før min E-fix-tid – var jeg blandt andet på en fin 5-dages ferie i Paris med min mand. Han skubbede mig rundt i min manuelle stol. ’Stakkels’ ham – og mig 🙂 for min frihed og selvstændighed nåede ikke Eiffeltårn-højder.

I 2019 var vi der igen, nu med mig i min E-fix og som ’styre-ansvarlig’. Glæden ved at zig-zagge på Louvre i menneskemylder er altså bare større, når man selv kan bestemme fart og retning 🙂

Opmærksomheden på mig i kørestol er der stadig, når jeg kommer rundt – om det så er på brede boulevarder, i butikker eller eksotiske stier på Sri Lanka. Men min kørestol får kun positive bemærkninger – med fokus på hvor lille og fin en el-stol kan være.

E-fix’en er afgørende mindre end min el-kørestol. Den har muliggjort, at jeg kan føre et aktivt liv og opleve meget af det jeg ønsker – på trods af at være kørestolsbruger. Smalle døre, gange og klassikeren: de små elevatorer i ’gamle’ storbyer er ingen hindring. Jeg får set spændende museumsudstillinger på 2. sal mm. Jeg bevæger mig trygt forbi keramik og glas i snævre gange og kommer let omkring på planteskolen og i dagligvarebutikken. Og mit rejsehjerte takker for at det fjerne udland, der kun kan nås og opleves via fly, er blevet muligt via min hjælpemotor-ven.

Har du lyst til at læse mere?

• Læs Anettes blogindlæg ‘Energi-boost til dit indre batteri’
• Læs Anettes blogindlæg ‘Når der er TRYK på’
• Læs Anettes blogindlæg om at tage på eventyr – med kørestol
• Læs Anettes blogindlæg om ‘Hjælpemidler med følelser’
• Læs Anettes første blogindlæg
• Læs alt om hjælpemotoren E-fix
• Oplev det store udvalg af aktive kørestole