Når der er TRYK på…
”Prinsessen kom til slottet for at overnatte for regnen. Den gamle dronning klargjorde himmelsengen, hun skulle sove i. På bunden af sengen lagde dronningen en lillebitte ært.
Ovenpå ærten anbragte hun tyve madrasser, så svulmende og spændstige som skumfiduser og tyve dyner fyldt med de blødeste svanedun.
Hele natten lang lå prinsessen og vendte og drejede sig. Noget hårdt borede sig ind i hendes krop. Om morgenen var hendes hud øm, hun havde blå mærker og var udmattet af søvnmangel”.
Sådan skrev H.C Andersen for mange år siden i hans velkendte eventyr ”Prinsessen på ærten”.
Den lille ært og de gule og blå mærker ’afslørede’, at det var en rigtig prinsesse, der havde sovet i himmelsengen – som det sig hør og bør i et eventyr 😊
Men hvad gør den fine fortælling her i min blog – på en platform, der har med hjælpemidler at gøre – fristes du måske til at spørge.
Jo, indrømmet – som rygmarvsskadet har jeg ’de dumme dage’, der føles meget lidt eventyrlige. Og jeg har heller ikke titel af prinsesse (har dog fundet min prins 😊).
Men altså… omvendt…
’Livet er smukt’ og eventyr kan man ikke få for mange af, synes jeg.
Og ”lidt kongelig har man jo lov at være”, som Billed-Bladets kendte slogan lyder.
Så det er faktisk ganske vist… på et punkt er der ”Prinsessen på ærten” over mig – og dermed spundet tråd til eventyret 😊
Jeg kender desværre alt for godt til prinsessens kvaler med de blå mærker.
Nemlig de dage, hvor mine balder er ømme og føles gule og blå – selvom jeg har siddet/ sovet på en god pude/ madras. Godt nok ikke af materiale, der er svulmende som skumfiduser, men dog af den trykaflastende slags.
Ømheden er tegn på, at trykbelastningen på min sædeknuder har været for stor. Forstadiet til et tryksår har meldt sin ankomst.
Og så venter forude ej ’prinsen og det halve kongerige’, men tværtimod i værste fald hospitalsophold og masser af smerter og besvær.
Tryksår – som et lumsk isbjerg
I denne blog kan du bl.a. læse om sår og siddestillinger. Om puder der dur til bilkørsel, havearbejde og afslapning i sofaen. Og få tips til at undgå de tricky tryksår, der kan være ret komplekse.
Det er nemlig ikke altid tydeligt at se på huden, hvordan tilstanden er nedenunder. Et tryksår kan man sammenligne med et isbjerg, hvor en beskeden rød plet synlig på huden kan rumme en større vævsskade under ’overfladen’.
Decubitus, siddesår, liggesår, tryksår. Der er mange navne for denne type sår.
Uanset ordvalg er det en ’øv og av’-tilstand, der kan opstå, når udsatte områder på kroppen bliver udsat for længerevarende tryk, når man sidder eller ligger. Kørestolsbrugere og personer, der ligger meget og har svært ved selv at vende sig i sengen er særligt udsatte. Derfor er det vigtigt med den rette pude eller madras.
Jeg bruger kørestol som følge af min rygmarvskade og sidder ned mange timer hver dag. Jeg oplever på egen krop problematikker, der følger heraf. Min baldemuskulatur har bestemt haft bedre dage – er svundet ind – og når jeg sidder, er der derfor stor friktion mellem huden og knoglen.
Det tænder vedvarende ’røde advarselslamper’, da jeg er i højrisiko for at udvikle tryksår og derfor i høj grad må tænke i trykaflastning.
Jeg kan mærke, når det gør ondt, fordi jeg har siddet for længe på et underlag, som ikke har været optimalt. Den advarsel får jeg.
Men det er desværre ikke alle, der får det tegn/ mærker smerten på grund af nedsat sensibilitet.
Men hvad gør man så – når man har plads i højrisiko-gruppen?
Den næste siddestilling er den bedste
Jeg har vejledt i ergonomi i mit tidligere arbejde som ergoterapeut.
Ofte har jeg undervist i gode arbejdsstillinger på kontoret. Her har jeg igen og igen brugt det klassiske råd: skab mere bevægelse i arbejdsdagen ved at gå en tur til printeren eller gå hen efter en kop kaffe.
Som kørestolsbruger er det et lidt dårligt råd.
Stolen følger jo bare med hen til printeren… følger med til kaffeautomaten… følger altid med.
Jo, vejledninger omkring siddestillinger i en kørestol er noget mere komplekse.
Men her er det også godt at huske på tommelfingerreglen om, at den næste siddestilling er den bedste.
Normalt sidder man ikke stille længere tid ad gangen. Læner sig frem eller tilbage på stolen – flytter vægten. Det gøres ubevidst for at aflaste kroppen, så sædeknogler ikke trykker det samme sted på vævet.
Det er ikke bare lige at gøre – som kørestolsbruger. Men hvor svært det end er at gøre til virkelighed i dagligdagen – så er det en god, vigtig viden at kende til.
Kørestol, kaffe og kontrol over siddestillingen
Lidt bedre end næste siddestilling er dog – synes jeg – en god kop kaffe med mælk 😊
Jeg elsker en cremet café latte med den helt rette sammensætning af skummet mælk og friskkværnede bønner. Mælkens fylde, tilpasset kaffen, der laves ud fra mine ønsker.
På samme måde er det med kørestolen og puden hertil.
Ingen kørestol uden en sådan, der tager hensyn til netop mine behov for støtte og aflastning.
Kørestolspuden er fundamentet for siddestillingen som kørestolsbruger. Via pudens tilpasning kan bedst mulig siddestilling ’fanges’ – med byggestene i form af luft, skum eller gelé for at opnå den bedste trykaflastning og position.
Der findes et hav af puder og madrasser til aflastning, med forskelligt materiale, der dækker forskellige behov.
Mine kørestolspuder skal opfylde mange behov. Først og fremmest aflaste på sædeknuderne for at undgå tryksår og korrigere en skæv siddestilling.
Min vigtigste pude er den, jeg har i min manuelle kørestol. Her sidder jeg de fleste timer.
Det er en Vicair Adjuster 02 fra Invacare, som giver mange muligheder for individuel tilpasning. Via en lynlås på siden af puden kan man let fjerne eller tilføje SmartCells til de dele af puden, hvor det er hensigtsmæssigt for at opnå en stabil og god siddestilling. Pudsigt nok ligner de små Smartcells langtidsholdbare mælke-trekanter, man kan bruge (som nødløsning), hvis nu man ikke har adgang til barista-lavet mælkeskum 😊
Vicair’en kan blandt andet indstilles med forskellig fylde i de to forreste kamre. Den fleksibilitet passer godt til mig, da jeg bruger mit ene ben til at gå stolen frem.
En anden vigtig faktor er, at puden ikke kræver jævnlig tilpasning. Det er rart at undgå, da det er svært selv at tilpasse til den optimale siddestilling i forhold til trykaflastning og holdningskorrektion.
Pude til bil, blomster og billedkunst
I min bil er der også tænkt i trykaflastning.
Bilsædets originale sædepude er skåret til/fjernet og erstattet af en Vicair-pude.
Det er en stor forskel fra min tidligere bilindretning, hvor puden bestod af en tyndere løs pude ovenpå originalsædet. Den kombination gav ikke optimal trykaflastning. At siddestillingen er specialtilpasset har stor betydning. Så nu er jeg klar til Europa-rundrejse forhåbentligt uden tryksår 😊
Jeg er så heldig at have en dejlig, frodig have. Her bruger jeg meget tid. Løg lægges, stauder flyttes og nye bede får blomsterfylde. For mig er det livet at være i jord-højde, der midt i det hele.
Jeg sidder på en lille knæpude med min kørestolspude ovenpå. Det kræver sin kvinde og ikke mindst pude at holde til det arbejde. Jeg har erfaret, at Vicair’en er optimal at bruge til timer i haven.
Den får ’regnfrakke’ på – inkontinens betræk – og de grønne fingre er i gang. Jeg har oplevet, at rosengrene og kviste alt for let laver hul på andre typer luftpuder, men Vicair-pudens særlige trekant-indmad har den fordel, at den holder til mere.
Efter havearbejdet kan den beskidte pude smides i vaskemaskinen og er dagen efter klar til en ny havedag. At min krop da ofte fortæller, at den hellere vil på langs på sofaen er en anden historie 😊
Apropos sofa, så har jeg selvfølgelig også behov for at sidde i den eller på en almindelig stol som andre omkring mig. Sidde uden hjul og metal omkring mig. Skal jeg sidde der i længere tid, er det rart, at min kørestolspude ikke vejer meget og let kan flyttes med.
… for eksempel også over på min kontorstol ved mit kreative arbejdsbord. Her bruger jeg mange timer fordybet i at skabe farverige billeder.
Vupti, på med kørestolspuden, stol-højden tilpasses og så har jeg en god trykaflastende arbejdsstol. Tanker på tryksår skifter til tryk på silkepapir. Mit fokus flytter sig til farver og former – med en café latte ved hånden. Og en eventyrlig kreativ verden åbner sig…
Huskeråd for huden:
Tryksår er som sagt komplekst, smertefuldt og vigtigt at forholde sig til.
Men der er heldigvis mange måder at forebygge, at der kommer for meget TRYK på:
- Benyt puder som passer til dine behov.
- Lav hyppigt stillingskift når du sidder og ligger.
- Lav en daglig rutine hvor du tjekker huden på udsatte punkter.
- Hold huden tør.
- Vedligehold trykaflastende puder.
- Spis sundt – huden har brug for vitaminer.
- Drik rigeligt med vand.
- Dyrk motion i det omfang du kan.
Har du lyst til at læse mere?
- Læs Anettes blogindlæg om at tage på eventyr – med kørestol
- Læs Anettes blogindlæg om hjælpemidler med følelser
- Læs mere om andre Vicair produkter
- Gode råd til sund livsstil