Kom rundt i London i kørestol
Som et af de vigtigste finansielle og kommercielle centre i verden og et af verdens mest populære turistmål er London forståeligt nok en by, som mange af os elsker at besøge – eller drømmer om at opleve for første gang.
Men for os, der sidder i kørestol, kræver det lidt ekstra planlægning og forberedelse. Har du altid ønsket dig at se London i al dens herlighed, men bekymrer dig om, hvor kørestolsvenlig den egentlig er? Så er denne artikel skrevet til dig! Læs videre for (forhåbentlig) at finde svar på dine spørgsmål og få dine bekymringer manet i jorden.
1. London er STOR
London som storby er gigantisk! Med ni millioner indbyggere byder den på et væld af seværdigheder og aktiviteter. Uanset hvor rejsevant du er som kørestolsbruger, kan du lige så godt opgive at se det hele på én gang – det er simpelthen umuligt. London er inddelt i distrikter, som er navngivet efter deres geografiske placering, hvilket også kan ses på postnumrene. Så hvis du gerne vil udforske Øst/East London, skal du se efter hoteller og attraktioner med et postnummer, der starter med E, og så fremdeles. Derudover er visse dele af London berømte for noget specifikt.
Du kan f.eks. tage til Shoreditch, hvis du er til hipstercafeer og natteliv, eller sætte kursen mod Southbank, hvis du vil opleve London Eye eller en kulturel aften på Shakespeare’s Globe. I Kensington kan du besøge Harrods og lade dig forbløffe på Natural History Museum, eller du kan stå af i Westminster, hvis du er interesseret i politik. Listen er uendelig! Gør dig nogle overvejelser over, hvilke hovedattraktioner du gerne vil se på din første tur med kørestol til London, og find så et handicapvenligt hotel i nærheden. Premier Inn, Holiday Inn, Ibis og Hilton er gode hotelkæder at starte med, da de alle har handicapvenlige værelser som standard.
2. Offentlig transport er din ven
Det er ikke særlig sjovt at køre rundt i London i bil. Trafikken er tæt, det tager alt for lang tid, og parkering koster det hvide ud af øjnene, hvis du da overhovedet kan finde en plads. Det vil glæde dig at høre, at alle Londons taxier – de såkaldte Black Cabs – og samtlige af byens 22.000 busser er udstyret med kørestolsrampe, hvilket gør det til en leg at komme rundt med bus eller taxi! East London er formentlig det mest kørestolsvenlige distrikt, da det er hjemsted for Docklands Light Railway (DLR) – et metrosystem med 100% kørestolsadgang – og var vært for OL og Paralympiaden i 2012.
Hvad Londons undergrundssystem angår, er der stadig lang vej igen, da kun lidt over en tredjedel af stationerne har kørestolsadgang. Hvis du vil køre med “the Tube”, er Jubilee Line den mest kørestolsvenlige linje, som kan køre dig fra Stratford (hvor OL fandt sted) til Green Park (stationen for Regent Street, Oxford Street og Piccadilly), uden at du møder et eneste trin!
3. Kørestolsvenlige attraktioner
Alle seværdigheder, som er nævnt i denne artikel, har kørestolsadgang, så du kan roligt kaste dig ud i dem! Hvis du har mulighed for det, så tag den kørestolsvenlige Emirates Air Line Cable Car fra Docklands til den berømte arena O2 – her er masser af shows, udstillinger, restauranter og barer i arenaen, og hvis du søger et adrenalinsus, kan du endda tage turen op til arenaens top uden at forlade din kørestol! The Shard er en anden fantastisk attraktion med gode adgangsforhold, og en slentretur igennem Hyde Park er altid fornøjeligt (hvis du altså er så heldig, at det britiske vejr er med dig under dit besøg!).
Vi håber, du får en god oplevelse i en af verdens mest fantastiske storbyer!
Har du lyst til at læse mere tilgængelighed og rejser fx ”Vil du rejse? 5 handicapvenlige rejsedestinationer” Så læg vejen forbi Invacares blog “Passionate People”, og se vores seneste artikler.