Invacare Blog

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Kiropraktor eller osteopat: Hvilken behandler bør du vælge?

osteopat massage
Del dette indhold:

Nogle vælger at få behandling for deres rygsmerter hos en kiropraktor eller osteopat. Begge behandlertyper arbejder ud fra den overbevisning, at en sund rygsøjle er væsentligt for den almene sundhed og for kroppen som helhed.

Men der er også nogle grundlæggende forskelle. For at kunne vælge, hvilken type behandler, der er den rigtige for dig, er det godt at kende forskellene og lighederne imellem de to behandlingsformer.

Kiropraktor

Kiropraktikken som behandlingsform blev grundlagt i 1895. En kiropraktor ser på kroppens biomekaniske forhold. Kiropraktoren tror på, at rygsøjlens struktur og funktionsevne påvirker hele bevægeapparatet og nervesystemet.

En kiropraktor behandler smerter (og ind imellem også andre problemer) ved manipulation af rygsøjlen og foretager “justeringer”, som retter rygsøjlen op. En kiropraktor mener, at når rygsøjlen er rettet optimalt op, er kroppen i stand til at hele sig selv. En kiropraktor er ikke lægeuddannet og kan ikke ordinere medicin.

Osteopat

Osteopati er en behandlingsform, som blev udviklet i 1870’erne. Den fokuserer på forholdet mellem bevægeapparatet og den almene sundhed. Osteopati er ifølge American Association of Colleges of Osteopathic Medicine en karakteristisk behandlingsform, der bygger på filosofien om, at alle kroppens systemer er indbyrdes forbundet og dermed også indbyrdes afhængige, og at de alle påvirker den almene sundhed.

Osteopater uddannet i henholdsvis USA og Europa bærer alle titlen D.O., men hvor forkortelsen i USA står for “Doctor of Osteopathic Medicine”, står den i Europa for “diplom i osteopati”. I USA er osteopati en integreret del af medicinstudiet. En amerikansk osteopat kan således ordinere medicin og har ret til at praktisere som læge i USA og 44 andre lande. Europæiske osteopater med diplom i osteopati kan ikke ordinere medicin, men fokuserer overvejende på manipulationsteknikker til rygsøjlen.

Ligheder

Både kiropraktorer og osteopater har den filosofi, at rygsøjlens sundhed påvirker den almene sundhed. De mener, at man ved at arbejde med rygsøjlen kan optimere nervesystemets funktion og forbedre blodgennemstrømningen til kroppens systemer. Det opnår de ved at manipulere kroppens led og sommetider ved at massere muskler og væv.

Deres primære målsætning er at lindre ømhed og smerter i kroppen. De kan også have sekundære målsætninger, som f.eks. at afhjælpe specifikke problemer med blodomløb, fordøjelse eller hovedpine. De stiller som regel en diagnose ved at observere og føle på ryggen.

Forskelle

En kiropraktor fokuserer hovedsagelig på at rette rygsøjlen op og arbejder ud fra den overbevisning, at smerter kan lindres ved at afhjælpe fastklemte nerver og andre forstyrrelser i nervesystemet. En osteopat ser derimod mere på kroppen som helhed og fokuserer på kroppens struktur.

En osteopat behandler som regel flere forskellige lidelser, mens de fleste kiropraktorer fokuserer primært på muskel- og ledsmerter.

En kiropraktor gør ofte brug af undersøgelser som røntgenbilleder og MR-scanning og kan have røntgenudstyr til rådighed i sin klinik. En osteopat benytter sig mere af sin egen fysiske undersøgelse og henviser generelt patienten videre, hvis der er brug for yderligere diagnostiske undersøgelser.

En osteopat benytter normalt en bredere vifte af teknikker til manipulation af kroppens helingssystemer. Osteopaten kan arbejde mere med muskler og bløddele eller manipulere andre af kroppens led. En kiropraktor fokuserer hovedsagelig på justering af ryghvirvlerne.

Et besøg hos kiropraktoren er som regel af kortere varighed. Kiropraktoren fokuserer på at få patienten rettet op og ud ad døren igen. En osteopat har en bredere tilgang og bruger gerne mere tid på at tale med patienten. Det betyder også, at besøgene hos kiropraktoren kan være hyppigere, mens der hos osteopaten kan gå længere tid imellem behandlingerne.

Træf dit valg

Hvorvidt du ønsker at blive behandlet af en kiropraktor eller en osteopat, er et personligt valg. Tænk over, hvad det er for et problem, du håber på at få afhjulpet. Beslut derefter, hvilken type behandler der vil være den bedste til at behandle problemet. Hvor kompliceret er dit problem? Handler det primært om din ryg, eller har du også problemer med andre led eller muskler? På baggrund af dine svar kan du vælge den type behandler, du tror, vil være bedst egnet.
Endvidere er det selvfølgelig også altid bedst, hvis du taler med din læge, før du starter en ny behandlingsform.

Teksten er oversat fra engelsk.
Forfatter:  Annie Beth Donahue er professionel skribent med fokus på sundhed og handicap. Du kan læse mere om hende på www.anniebethdonahue.com