Janis McDavid – “De urørlige” på eventyr
Historien om en kørestolsbruger, der har efterladt sin kørestol derhjemme for at opfylde sin drøm i 4.600 meters højde. Her kommer del 2 af en usædvanlig ung mands ganske usædvanlige rejse: Janis McDavid på trekkingtur til Machu Picchu i Peru. Et eventyr, der med garanti ikke står i nogen guidebog om handicapvenlige rejser…
Imponerende stærke venner
Startskuddet er gået til opfyldelsen af min drøm. Eventyret kan begynde. Og nu er tiden kommet til at gøre det hele lidt mere konkret. Det vil sige grundige overvejelser om, hvordan det kan lade sig gøre at trekke gennem den peruvianske jungle hen over Andesbjergene helt op til 4.600 meters højde. Jeg har godt nok hverken arme eller ben, men til gengæld har jeg to fantastisk gode og stærke venner.
Torsten og Sven er triatleter. Stærke, veltrænede og lige så skøre, som jeg er. Sammen er vi “de urørlige”. På en eller anden måde lykkes det os at stable en plan på benene: Efter at have udelukket en række transportmuligheder – selvom jeg ikke er ret stor, kan jeg trods alt ikke sidde i en bæresele til små børn – holder vi fast i ideen om en trekking-rygsæk.
Jeg glemmer aldrig ansigtsudtrykket hos sælgeren i den trendy outdoor-butik. “I er da godt tossede”, lød det fra ham, da Torsten og Sven placerede mig i tour-rygsækken, parat til eventyr.
Af sted for at teste og træne: I bjergområdet Elbsandsteingebirge bliver det hurtigt klart for os, at vores Peru-rejse bliver en ekstrem udfordring, uanset hvor god form mine bærere er i. Jeg er også en smule i tvivl om, om jeg kan holde til at sidde fem hele dage i en vandrerygsæk…?
Gruppebillede af de imponerende stærke venner i 4.600 meters højde
Alt pakket og klart til Lima
En anden stor usikkerhed ved vores eventyr i Peru, som jeg ikke kan lade være med at spekulere over, er den voldsomme højdeforskel. Hvordan vil vi klare os i den tynde luft? Fra 2.500 meter over havet bliver mennesker, der ikke er vant til at opholde sig i dette område, ofte højdesyge. Især i forbindelse med fysisk aktivitet. Jeg er lidt bekymret for risikoen for mine to venner, der trods alt skal slæbe på 30 kilo ekstravægt i form af en Janis plus rygsæk. Til gengæld er jeg selv så spændt på det hele, at jeg straks begynder at powershoppe. Da vi efter et par dages træning tager hul på turen den 17. juli, har jeg derfor allerede brudt den første regel om at pakke “maksimalt 7 kilo“ i min taske.
Ikke født til højderne
Den første dag har vi strålende solskin og et fantastisk bjergpanorama omkring os, mens vi bevæger os i retning af et snedækket bjerg. Jeg elsker disse fantastiske udsigter i naturen! Ved middagstid når vi frem til vores første overnatningssted. Vi er allerede oppe i 3.900 meter og indånder rent eventyr.
Vi er begejstrede for den start, vi har fået, og planlægger allerede om eftermiddagen at vandre op til en sø i 4.200 meters højde. Efter et stykke tid bemærker Sven og Torsten dog, at højden alligevel tærer mere på deres kræfter end ventet. Vi er ligefrem tæt på at afbryde turen, da vores guide resolut springer til. Han er vokset op i området og har ingen problemer med højden. Hans krop producerer simpelthen flere røde blodlegemer, som sørger for ekstra ilt til cellerne. Det gør min krop tydeligvis ikke: Næste dag er jeg plaget af hovedpine og lettere kvalme. Jeg er fuldstændig udmattet. Og samtidig har vi på andendagen en vanskelig etape foran os. Vi skal krydse Salkantay-passet.
Også triatleter som Torsten og Sven har brug for pauser. Uden tøven overtager vores peruvianske guide en etape. Tommelfingeren op for en imponerende stærk type!
Der spares på kræfterne
Salkantay-trekket snor sig gennem Andes-bjergene i betagende højder – helt op til 4.630 meter. Da terrænet bliver mere og mere ufremkommeligt, er vi helt bogstaveligt nødt til at sadle om: Vores heste bærer os sikkert gennem den stejle bjergsti. Jeg er dog nødt til at dele en saddel med vores ledsager, da jeg ikke er i stand til at holde mig fast på en hest alene. Sadlen er imidlertid kun beregnet til én person, hvilket mildt sagt er temmelig ubekvemt. Det går dog forholdsvis glat. Vi er faktisk endda rigtig heldige. Hvis vi havde været der en dag senere, ville vi være havnet i en voldsom snefygning. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på: Den iskolde vind og den tynde luft er ikke ligefrem indbydende. Uanset hvad skal vi samme dag nå yderligere 1.900 meter til det næste overnatningssted. En grund mere til at bruge heste. Sven og Torsten har nemlig brug for kræfterne til nedstigningen.
Overnatning i minusgrader under stjernehimlen: Vi sover i igloer af glas, før turen går videre mod Machu Picchu.
Klarer Janis, Sven og Torsten nedstigningen? Når vennerne frem til deres destination, den sagnomspundne inkaby Machu Picchu? Læs i næste indlæg, hvordan de frygtløse globetrotteres eventyr ender!
Har du ikke fået med, hvordan det hele begyndte? Læs her, hvordan eventyret tog sin begyndelse.
Forfatter: Janis McDavid/Claudia Poguntke (Invacvare)
Billeder: Sven Hasse
Om Janis McDavid:
Janis McDavid er motivationsekspert, forfatter og globetrotter. I årevis har han “uhæmmet optimistisk“ kæmpet for at bryde indre og ydre grænser – på trods af at han i 1991 blev født uden arme og ben. I sine foredrag motiverer han tilhørerne til at gribe mul
ighederne, også under de mest ugunstige vilkår. Hans erfaringer giver et forfriskende optimistisk blik på de udviklingsmuligheder, der findes i et åbent og rummeligt samfund. Janis McDavid er “Yes you can”-ambassadør og bruger af den nye, intelligente generation af Invacares el-kørestole med innovativ LiNX-teknologi.