Havearbejde fra en kørestol – sådan kommer du i gang
Hvis du sidder i kørestol, er havearbejde måske ikke ligefrem det første, der falder dig ind. Men jeg lover dig, at det er mere end muligt – og så er det sjovt!
Hvis du har en have, er der ikke noget mere tilfredsstillende end at skabe et hyggeligt og indbydende uderum, som hele familien kan få glæde af – vel vidende, at du har indrettet og passet det helt selv, siddende i din kørestol.
De bedste tips om havearbejde
Når det gælder havearbejde, er der en række forhold, der gør sig gældende, uanset om du er handicappet eller ej. Du skal have en ide om, hvad du vil opnå med din have, en “vision” for, hvordan den skal se ud, og et godt kendskab til, hvilke planter, blomster og møbler der vil passe godt sammen, og som kan tåle det klima, du bor i. Det er også en god ide at gøre brug af dine sanser. Det er vigtigt at have sans for, hvilke farver der ser flotte ud sammen, hvilke dufte du gerne vil generere i din have, og måske også hvilke smage, hvis du overvejer at dyrke krydderurter eller grøntsager.
Hvis du mener, at du har sans for netop disse ting, og har mod på at kaste dig ud i projektet, så har vi oplistet nogle ting, som adskiller havearbejde for kørestolsbrugere fra ”almindeligt” havearbejde – og som vil være gode at have med i dine overvejelser, så du er sikker på, at du får succes med dine havesysler:
Haveredskaber til handicappede
Ligesom enhver anden haveejer har du brug for en række haveredskaber, som hjælper dig med at udføre et effektivt og vellykket arbejde. Men hvis du sidder i kørestol, kan du fx få brug for en spade, planteske m.m. med længere skaft. Søg på nettet eller besøg dit lokale havecenter for at se, hvad de har af egnede redskaber – de fleste steder, har også mulighed for at bestille de helt rette varer hjem for dig.
Flyt planterne op i højden
Når du er kørestolsbruger, kan det være en god ide at overveje at flytte arbejdet op i højden. Med dette mener vi, at du fx bør plante dine blomster i krukker, som kan flyttes op i en højde, der passer dig, i stedet for at skulle bukke dig ned, hoppe rundt på din bagdel eller kravle rundt på knæene og plante blomsterne i jorden.
Pas på dig selv
Hvis du er i stand til at komme ned i jordhøjde, og så kan kravle på knæene, så husk at købe nogle robuste knæbeskyttere, så du ikke skader dine knæ. Sådanne kan fås i dit lokale havecenter eller byggemarked.
Hvis du er vant til at forflytte dig ud af din kørestol for at sidde på jorden eller gulvet, når du er aktiv, vil vi anbefale, at du altid sidder på en pude, idet du forsat har behov for både komfort og trykaflastning, selv om du ikke sidder i din kørestol. Med en Vicair AllRounder pude kan du sidde på jorden og luge i haven og stadig have optimal trykaflastning. Og da puden spændes fast om livet og lårene, følger den dig nemt rundt i haven, uden at du skal bekymre dig om at få den med dig.
Hold pauser
Rom blev ikke bygget på en dag, som man siger. Du skal ikke være bange for at gøre tingene i dit eget tempo og ikke presse dig selv for hårdt. Havearbejdet skal være en hyggelig hobby i stedet for en sur pligt – og det er en løbende proces, der udvikler og forandrer sig hele tiden. Planter er levende, og der er altid noget, du kan lave, som får dem til at trives og gro. Tag dig god tid og nyd dit haveprojekt!
Arranger en dag med havearbejde og grillfest
Indimellem kan enhver haveejer have brug for lidt hjælp og opmuntring, hvad enten man er kørestolsbruger eller ej. Vær ikke bange for at bede om lidt hjælp til dit udendørsområde ved at arrangere en arbejdsdag. Bed dine venner om at tage deres haveredskaber og deres yndlingsplante, -grøntsag eller -blomst med, så de kan hjælpe dig med at få din have til at blomstre og trives. Som tak for hjælpen kan du jo sætte noget god musik på, blande nogle cocktails og tænde op i grillen, så I får en hyggelig fest ud af det. Det bliver helt sikkert en skøn dag!
Vi håber, at denne artikel har givet dig mod på at prøve kræfter med havearbejdet – og skabe et udendørsrum, som du, din familie og dine venner kan nyde og være stolte af.
God fornøjelse!