Energi-boost til dit indre batteri
Kære Anette
Du gør det godt. Du er stærk, sej og sød. En kærlig mor og kone. Du leder efter lyset og lader bjerge være bump på din vej (bedst muligt). Du glæder dig over det smukke liv givet os. Du er super – husk det.
Kærlig hilsen
Anette
Sikken en start på min blog…
Bare rolig, kære læser, jeg har ikke fået storhedsvanvid 🙂
(Føler mig nærmere lille med lyst til at kravle i et musehul ved tanke om, at ovenstående (opblæste) ord kan læses verden over her på Invacares blog).
Meeeen, der er nu mening med ’galskaben’… de mange roser – fra mig til mig 🙂
’Mit brev’ – fyldt med kærlige, støttende ord taler nemlig lige ind i emnet for denne blog.
Om hvordan jeg oplader mit indre batteri. Det der giver energi til krop og sind – og i høj grad definerer min livskvalitet.
Nedenfor kan du blandt andet læse om at finde balance i livet som ’linedanser’, om røde, gule og grønne trafiklys, om ro og værdien af en tom kalender samt brev- og blyantskriveri som balsam for sjælen.
For mig strømkilder, der har til fælles at prøve at passe på mig og fylde energi på mit indre batteri (og måske også dit).
Livets linedans
De fleste kender det nok. Hverdagen og verden, der haster afsted – hvor vi på egen bom forsøger at holde balancen. Tiden knap. Svært at nå det vi vil og skal – og det vi synes, vi bør.
Eller måske ikke når – fordi fysikken og kræfterne ikke slår til. Helbred spænder ben for at folde livet ud. Balancegangen på bommen føles ekstra svær og lang.
Når vores energi-niveau rammer det røde felt, er det som med mobilen. Uden strøm går det smarte af smartphonen. Mobilen skal lades op, så den er klar til at udnytte alle sine evner og muligheder.
Hvad der tanker os op mentalt og fysisk er jo forskelligt.
Jeg har heldigvis et stærkt, genopladeligt indre batteri. Det forsøger jeg at værne om. Som en mobil, der får stærkt panserglas og cover på og som kan lades op flere steder, prøver jeg at passe ekstra godt på min energi.
Smerter og fysiske udfordringer – mine daglige følgesvende efter jeg blev rygmarvsskadet for 17 år siden – suger dog af energien… aflader. Uden fast mønster.
Der er dage, hvor jeg tror, jeg er en flyvende superhelt (i kørestol). Hvor balancen handler om at finde passende niveau for antallet af sociale aktiviteter i kalenderen. Andre gange – hvor bare det at udføre helt basale opgaver som at komme i bad og få tøj på kan være svært. Hvor det føles som om, jeg bevæger mig i sneglefart op ad bjerget.
Hvordan tilpasser man sig det? Får ladet op?
Ja, det kan man kloge sig meget i. Og det gør jeg så 🙂
Jeg har – med tiden – fundet min egen overordnede opskrift på at forvalte min energi bedst muligt, så jeg kan holde balancen – især på de strækninger, hvor bommen er smal og fyldt med splinter.
Det fungerer nogenlunde for mig, men for andre vil min opskrift og mine ’energi-ingredienser’ måske ikke smage. (Det koger nu også over og brænder desværre stadig på nu og da på mit eget ’komfur’).
Jeg VIL
To slags strømkilder giver mig power. Mit mindset og mine måder at gribe det an.
I ’breve til mig selv’ er jeg en superhelt.
Dog en sårbar én. Der er heller ikke megen superhelte-kræfter over min fysik. Men ’rollen’ giver styrke, smitter af på min tankegang.
Som popgruppen A-ha synger:
“Breath in – never give up. Never you stop”.
JEG VIL.
De to ord er blevet mit udgangspunkt, mit fundament. De har stærk styrke i sig. Da den værste storm havde lagt sig, efter jeg i 2006 blev tetraplegiker, med lammelser mm. til følge – begyndte de seks simple bogstaver langsomt at danne form og fæstne sig i mit hoved. Og har siden bragt mig langt. Umuligt er blevet mere muligt. Svært er blevet lettere.
Men stadig svært. For selvom mit hoved VIL – så halser min krop ofte efter. Kan ikke følge med. Derfor bruger jeg konkrete kneb, der tanker energi på mit batteri.
Flere ting hjælper at ha’ med på turen henover bommen, fx lavt-hængende frugter så som:
Sige pyt til petitesser og bruge hjælpemidler, der aflaster og passer på mig. Andre, mere krævende energigivende tiltag har jeg dog også behov for.
Rød, gul og grøn refleksion
Vi kender alle advarselsfarven rød. I trafikken tager vi hensyn til sikkerheden. Vi ’lytter til’ faren og kører ikke overfor stop-farven. Når det kommer til én selv, er vi nok mange, der er tilbøjelige til at lukke øjnene for røde faresignaler, selvom konsekvenserne smerteligt mærkes et godt stykke tid efter.
Vi holder uændret ud (indtil vi ikke kan).
Det ER bare svært at ændre vaner. En kliche, ja. Men sand. At stoppe op. Mærke efter. Lytte indad. Reflektere og erkende i forhold til, hvordan man egentlig forvalter sin energi.
Hvad fungerer – fungerer ikke i hverdagen/ livet. Det er hårdt at forholde sig til.
Ja, kræver måske nærmest superhelte-mod og vilje at se sig selv i øjnene og erkende.
Det fik jeg heldigvis overskud til for en del år siden. Via en refleksionsmetode brugte jeg tid på at se mit liv ovenfra. Hvad der fylder af dagligdagsopgaver, fritidsinteresser, job, hjem, helbred, familie, venner.
Jeg fik bløde følelser på bordet – og hårde facts struktureret ned på papir i et såkaldt reflektions-skema.
Metoden tager afsæt i de tre trafiklys. Og går ud på at vælge en måned (mindre kan også gøre det), hvor du har tid og overskud til at fokusere på, hvordan din energi bruges. På et ugeskema noterer du dagligt, hvilke opgaver du har udført. Hver aften giver du den enkelte opgave en farve afhængende af, hvordan den påvirker dit energiniveau:
Rød (dræner). Gul (neutral). Grøn (givende).
For mig har det – efterfølgende – givet en større klarhed over, hvordan og hvad jeg bruger min energi på. Den viden er i sig selv ’grøn’ og giver et godt udgangspunkt for at justere i retning af bedre balance i mit liv.
Smerter og andre svære ting forsvinder selvfølgelig ikke, men føles – i en vis udstrækning – mere som bump end bjerge (indtil det koger over og brænder fast på ’mit komfur´). Man skal gøre hvad man kan for at flytte flere ting ind i det grønne område, for eksempel anvende en trykaflastende pude, der giver komfort og lindrer smerter.
Tom kalender – fyldt med pauser
Under corona’en lærte vi meget – om værdien af surdej, fællessang og satte alle pludselig ekstra pris på frisørens evner. Men vi lærte også, hvordan hverdagen ser ud, når vi kommer helt ned i gear. Når mange af de daglige stresselementer er væk. Det var muligt at få hverdagen til at hænge bedre sammen, naturligvis afhængig af hvilken profession og livssituation vi var i.
Vi lærte at mærke efter. Helt automatisk var kalenderen tom for aftaler. Det gav ro og tid til at slappe af derhjemme. Det var en øjenåbner.
Mundbind, sprit-automater og afstand er nu fortid. Men ikke de tomme sider i min kalender. Jeg nyder bestemt at være social. Min vennekreds er bred. Det giver energi at være sammen med andre – men kan også tappe at være på. Så familie og venner må liiige vente lidt længere på lyd fra mig eller mit selskab. For dage er bevidst gjort tomme i min kalender. Tempoet skruet ned og min egen-tid op. Fokus er på det, der lader mig op eller bruger begrænset af min energi.
Ånd ind, ånd ud – meditation, stilhed, ro og min kreativitet i spil – det er gode grønne ’trafiklys’.
Jeg har flere forskellige pausepladser – ude som inde. Dem bruger jeg flittigt. Steder der er rare at være, når jeg er på tur i min kørestol.
En café latte ved hånden og kig på naturens storslåede forunderlighed… det giver altså en helt anden afslappethed end skærmkiggeri, der let bliver et ’rødt benspænd’. Dertil haster verden og nyhederne for meget i den forkerte retning for mig.
Bly, breve og en tur i skoven som balsam for sjælen
Så er der anderledes egenomsorg at finde i noget så håndfast (og gammeldags) som blyanten og brevskrivning.
Når blyet danser over papir og danner ord – sker der noget for mig. Brevskrivning både til andre, men ikke mindst mig selv giver strøm på mit indre batteri.
Det fik jeg øjnene op for på et fint, givende kursus. I al sin enkelhed går det ud på at skrive et brev til sig selv – helst i hånden. Et brev fyldt med rosende støttende ord. Et brev med kærlighed og omsorg. Med fokus på det gode, det man kan. Et brev de færreste skriver – og ord man måske aldrig hører fra andre.
Gemt i skriveprocessen og ordene oplevede jeg en overraskende stor energi, der lå i det skrevne ord. Det kræver lidt tilvænning at skrive og læse de (opblæste) ord. Men det virker. Hjernen bliver stille og roligt omprogrammeret, når den bliver opslugt og forsvinder ind i skriverummet. Giver næring til mit ’Jeg VIL’. Giver energi 🙂
Jeg har nu siddet et stykke tid og skrevet på denne blog. Computerens strømniveau er i det røde felt. Den skal lades op. Et signal om at det samtidig er tid for min egen opladning… en tur i skoven i kørestolen med batteridrevet hjælpemotor, som også fylder ’grøn strøm’ på mit indre batteri.
