De tre mest populære stillinger i kørestolsyoga
Kender du til kørestolsyoga?
At holde sig i god fysisk form ved hjælp af motion er ikke altid lige så højt prioriteret på listen, som det burde være. Det kan være endnu sværere at holde sig i form, hvis du har et handicap, især hvis du har svært ved at bevæge dig hurtigt, så pulsen stiger, og du bliver forpustet.
Men der findes andre måder at styrke musklerne, forbedre din holdning og få indre ro på – og alt sammen, mens du sidder ned.
Lad os præsentere dig for kørestolsyoga
Yoga stammer fra Indien, og herigennem kan folk udtrykke sig og opnå sundhed, smidighed, styrke og indre ro ved hjælp af forskellige bevægelser eller “stillinger”. Det er derfor vigtigt for alle, der går i gang med at dyrke yoga, at de lærer at føle sig godt tilpas med sig selv og deres kropsudtryk. Er du god til én stilling, men mindre god til en anden? Det skal du ikke være ked af. Det handler om at strække og styrke kroppen på en måde, der er behagelig, og hvor du føler, at du samtidig får styrket og falder til ro i sindet.
Hvad er fordelene ved kørestolsyoga?
Som med de fleste former for træning er der mange fordele ved kørestolsyoga. De åbenlyse fordele er, at du kan forbedre din smidighed, og du vil hurtigt blive stærkere. Men du kan også forvente at kunne sove bedre om natten, opleve mindre stress og angst i din hverdag, få et bedre mindset og være mere i balance rent mentalt – Og hvem kunne ikke tænke sig det i vores fortravlede hverdag?
Sådan får du den bedste oplevelse
Selvom der er mange fordele ved at dyrke kørestolsyoga, kan du også komme ud for, at nogle øvelser kan være smertefulde.
Vi anbefaler, at du følger disse trin, så du er sikker på at få en god oplevelse:
- Tal først med din læge eller terapeut om idéen. Han eller hun vil være den bedste til at rådgive dig om, hvilke øvelser der vil passe bedst til dig og dit funktionsniveau.
- Dyrk kørestolsyoga med en ven, et familiemedlem eller din partner. Det er altid sjovere og mere motiverende at træne, når du gør det sammen med en anden – og så har du desuden hjælp lige ved siden af, hvis du skulle få brug for det.
- Når du strækker kroppen, skal du kun kunne mærke et let træk i musklerne. Hvis det gør ondt, strækker du for meget eller laver ikke stillingen helt rigtigt. Stop op og start forfra.
- Slap af og træk vejret. Fokuser på din krop og dit sind under hele yogatræningen – målet er at komme i bedre kontakt med sig selv (og ikke Facebook, SMSer, e-mails mv – sluk altid din telefon!)
De tre mest populære stillinger i kørestolsyoga
Disse fantastiske stillinger i kørestolsyoga vil forhåbentlig få dig til at føle dig i fokuseret og stærk på ingen tid. Hver enkelt øvelse styrker forskellige dele af kroppen.
Katten
- Grib fat i kørestolen, eller læg hænderne på lårene.
- Pust ud, og rund ryggen, så hagen når ned til brystet – ligesom når en kat skyder ryg.
- Hold denne stilling, mens du trækker vejret dybt et par gange.
Ørnen
- Træk vejret dybt ind, og løft armene.
- Pust ud, kryds armene ved albuerne, så håndryggene mødes.
- Hold denne stilling i 20-30 sekunder, mens du trækker vejret dybt.
Hoftestræk
- Træk vejret ind, løft det ene ben, og læg det hen over det andet.
- Hvis du gerne vil have et dybere stræk og har en god balance i overkroppen, kan du puste ud og læne dig fremover i hofterne.
- Fortsæt med at trække vejret, mens du holder strækket i 3-5 åndedrag.
- Ret dig op igen og flyt forsigtigt benet tilbage, og gentag strækket til den anden side.
Der er masser af øvelser, du kan give dig i kast med. Aldrig før har det været så afstressende at sidde ned!
En personlig oplevelse med ”Accessible Yoga”
Du kan finde en god blog om Accessible Yoga her. Sammen med andre ambassadører kan du her møde Katja Sandschneider fra Tyskland:
‘Katja Sandschneider er 33 år gammel og underviser i Accessible Yoga. Hun kommer fra Tyskland og har været en del af Accessible Yoga-netværket fra starten. Kort efter Katja havde født, opstod der en blødning i hendes rygmarv, og siden har hun været lammet i højre side fra hoften og ned. Efter sin første yogatime for fem år siden var hun overrasket over virkningen af øvelserne – ikke alene aftog hendes hovedpine og rygsmerter, hun følte sig også roligere og mere afslappet. Hun var overrasket over, at hun kunne følge den almindelige yogaundervisning ved at tilpasse øvelserne efter sine individuelle behov. Samtidig var hun forundret over, at Accessible Yoga ikke rigtig eksisterede i Tyskland endnu. Derfor besluttede Katja sig for at blive yogainstruktør for andre handicappede og tog Jivana Heymans instruktørkursus i Accessible Yoga i Østrig i 2013. Hun har undervist i Accessible Yoga i Berlin siden 2014. Hvis du vil vide mere, kan du gå ind på hendes website www.yoga-barrierefrei.de’
Tror du, at kørestolsyoga kunne være noget for dig?
Søg på ‘Accessible Yoga’ eller ’kørestolsyoga” – Du vil blive overrasket over, hvad du finder!