3 ting, kørestolsbrugere ville ønske, du vidste om fysiske handicap

“At have et handicap” er et begreb, der ofte er blevet misforstået og fremstillet på en misvisende måde. Definitionen på et fysisk handicap er en langvarig nedsættelse af en persons fysiske funktionsevne, mobilitet, finmotorik eller udholdenhed. Fysiske handicap omfatter funktionsnedsættelser, der begrænser den handicappede person i hverdagen fx luftvejssygdomme, blindhed, epilepsi og søvnforstyrrelser.

Desværre er handicap i mange år blevet betragtet som noget negativt, og handicappede er i mange situationer blevet isoleret på grund af deres funktionsnedsættelse. Som følge af denne kedelige tankegang, oplever personer med handicap stadig, at de kan have svært ved at finde arbejde, uddannelsesmuligheder, bolig, transportmuligheder og endda skabe relationer – alt sammen noget, som de fleste ikke-handicappede tager som en selvfølge.

Vi har spurgt personer med handicap…

Med denne artikel vil vi gerne være med til at ændre opfattelsen af begrebet ”at være handicappet” og aflive nogle myter om fysiske handicap. Derfor har vi spurgt kørestolsbrugere rundt omkring i Europa, hvad de ville ønske, at ikke-handicappede vidste om det at have et handicap.

Nedenfor kan du læse et par af de svar, vi har fået:

E., 27, Skotland: “Jeg vil gerne gøre det klart for alle – også de ikke-handicappede, at jeg er stolt af min funktionsnedsættelse. Og at et handicap sagtens kan være noget positivt, der ikke altid er omgærdet af negativitet, skam og medlidenhed.  Mine forudsætninger som handicappet har givet mig nogle fantastiske muligheder, og hvis jeg kunne få tre ønsker opfyldt, ville jeg ikke spilde et af dem på at kunne gå igen! Så passioneret er jeg omkring mit handicap.  Så næste gang du får lyst til at fortælle en handicappet person, at han er sej eller inspirerende, eller hvor ondt du har af ham, fordi han er handicappet, så tænk dig om en ekstra gang!”

A., 29, Italien: “Jeg synes, det vigtigste at lære er, at vi alle sammen er mennesker, og at det er naturligt at være nysgerrig og have lyst til at stille spørgsmål.  Jeg har cerebral parese og en taleforstyrrelse, og det gør mig ked af det, når børn bliver irettesat, fordi de spørger deres forældre eller mig, hvorfor jeg taler underligt. De har ikke gjort noget forkert, men er oprigtigt interesserede i at vide noget om mig og dermed lære mere om handicap!
Hvis forældrene ikke svarer på børnenes spørgsmål, men i stedet skælder dem ud for at være nysgerrige, så forhindrer de børnene i at lære og får dem til at tage afstand fra handicappede i stedet for at prøve at forstå dem. Så jeg vil sige til forældre: Lad bare jeres børn komme til mig med deres spørgsmål! Lad os tale sammen og tilskynde til oplysning og forståelse i samfundet!”

A., 42, Spanien: “Jeg kunne godt tænke mig, at de ikke-handicappede var klar over, hvor meget energi det kan kræve at kæmpe for adgang, inklusion og lige rettigheder. Hvis I ikke-handicappede kan hjælpe os med at kæmpe for forandring og lige tilgængelighed, vil det ikke kun spare os, jeres handicappede venner, for energi og det vil også betyde, at fremtidsudsigterne for bedre inklusion og tilgængelighed blev bedre, hurtigere!”

Vi håber, at du fandt denne artikel interessant, og at den har fået dig til at tænke over, hvordan du bør henvende dig til og omgås personer med handicap af enhver art.  Det er ikke vigtigt, at du ved, hvad de forskellige funktionsnedsættelser eller tilstande hedder, eller hvad de betyder. Det vigtigste er, at du har det godt med at være sammen med personer med handicap, og at du tager ved lære af dem – og at du hjælper med at advokatisere for øget tilgængelighed og inklusion i samfund over hele verden. På den måde kan vi alle sammen nyde alt, hvad livet har at byde på, uanset hvilke fysiske færdigheder eller hvilken baggrund vi har.