Håndcykler kan skabe ligeværdighed

Læs indlægget af blog-skribent Raya Al-Jadir, om hvordan en tricykel ændrede hendes liv som handicappet barn i Irak, og om hvordan hun i dag mener at håndcykler og lignende innovative løsninger kan være med til at skabe mere ligeværdighed. Raya er en freelance skribent og medlem af Muscular Dystrophy UK’s Trailblazers.

Jeg hørte om håndcykler for sent i mit liv

Før jeg flyttede til Storbritannien som 9-årig, boede jeg i Irak, hvor handicappede er en sjældenhed, og det samme var de påkrævede hjælpemidler. Det betød, at min familie og jeg måtte improvisere, for at jeg kunne være med i alt det, som de andre børn gjorde.

Jeg er født med muskelsvind og har aldrig kunnet gå. Det er svært, når du er omgivet af aktive børn, utilgængelige bygninger og i det hele taget lever i et miljø, der langt fra er handicapvenligt. Og alligevel følte jeg aldrig dengang, at jeg var anderledes, eller at jeg manglede noget. Og grunden til det var, at jeg altid cyklede rundt på min tricykel. Jeg var altid aktiv og i gang med et eller andet. Når der var noget, jeg ikke kunne nå, løftede min bror eller søster mig.

Takket være min tricykel var jeg i stand til at komme i skole og være sammen med andre jævnaldrende børn. De tænkte bare, at jeg var forkælet og ikke handicappet. Jeg tror, det har været motiverende for mig ikke at vise andre min svaghed eller mit handicap. Og fordi jeg hele tiden cyklede, bevægede jeg konstant mine benmuskler.

Så snart jeg kom til Storbritannien, blev det besluttet, at jeg nu skulle bruge en kørestol. Det skulle have været en opgradering for mig, at få ”et rigtigt hjælpemiddel”. Men jeg fik desværre en manuel kørestol, der simpelthen var for svær for mig at køre frem, fordi mine ben på det tidspunkt var stærkere end mine arme, grundet de mange år med tricyklen. Jeg havde brug for noget, der kunne give mig frihed og samtidig vedligeholde min styrke.

Da det gik op for lægerne, at det var svært for mig, gav de mig en elektrisk kørestol. Det betød, at jeg blev mere passiv. Jeg bevægede slet ikke min krop, og jeg mistede gradvist den styrke, jeg havde.

For nylig stødte jeg på termen håndcykel – noget, jeg aldrig havde vidst eksisterede, og som jeg ville ønske, jeg havde kendt til for mange år siden. Hvis jeg havde vidst, at håndcyklen eksisterede, ville den have været mit første valg. Man kører cykel frem ved hjælp af håndpedaler. Ikke at jeg ikke er glad for min elektriske kørestol – jeg kunne ikke klare mig uden den. Men som barn kunne jeg have haft stor glæde af en håndcykel. Når man har muskelsvind, nedbrydes kroppen uundgåeligt, og med en håndcykel kunne jeg have vedligeholdt min fysiske styrke lidt længere.

For et par uger siden mødte jeg en voksen person, der kørte på en håndcykel. Det var første gang, at jeg så én i virkeligheden, og jeg tænkte: “Hvor er den fantastisk! Her kan du være både aktiv og mobil på samme tid. Det er selvfølgelig ikke muligt for mig at bruge sådan én i dag, fordi min krop og muskelstyrke har ændret sig så meget, siden jeg var barn. Men jeg synes, det er en fantastisk opfindelse for alle, der ikke vil begrænses til ”kun” at sidde i en kørestol. Det virker som den ideelle måde at træne sin fysiske styrke på og samtidig nyde oplevelsen og friheden af at cykle. Noget, som mange handicappede måske ikke kender til på grund af deres fysiske begrænsninger.

Der er ting, som handicappede ikke får mulighed for at opleve. Så når der opfindes hjælpemidler, der kan gøre det muligt og kan bidrage til større inklusion, er det et kæmpe plus. Det burde der, efter min mening, være mere fokus på. Innovation er med til, at gøre verdenen mere ligeværdig. For nogen er en håndcykel bare en håndcykel, men for andre – og måske især mig – bringer den os et skridt nærmere ligeværdighed.