8 gode råd til handicappede: Sådan brillerer du til jobsamtalen
Alle jobsøgende kan synes, det er en svær situation at være til jobsamtalen. Og hvis du har et handicap, kan det være en endnu sværere proces – selv i det “frisindede og oplyste” Danmark, hvor du stadig kan komme ud for, at jobsamtalen afholdes i en svært tilgængelig bygning, eller at arbejdspladsen har en mindre rummelig indstilling. Men her er et par gode råd til, hvordan du tager kampen op.
Nedenstående råd kan styrke dit håb og øge dine chancer for at få jobbet. Bare sørg for at være velforberedt – Du baner heldigvis selv vejen for din lykke!
Gode råd til jobsamtalen for handicappede:
1. Undersøg tilgængeligheden på stedet
Dette råd afhænger naturligvis af, hvilken type handicap du har. Men det er vigtigt først og fremmest at sikre dig, at du kan komme ind i den bygning og det rum, hvor jobsamtalen finder sted. Er der fx trapper eller trin, som gør det umuligt at få adgang med kørestol? Hvor langt er der fra parkeringspladsen, og er der handicapparkering? Har de et handicaptoilet? Er førerhunde velkomne, og er der en teleslynge i bygning eller rummet, hvor samtalen skal foregå? Alt dette bør virksomheden oplyse dig om på forhånd, men hvis den ikke gør det, er det vigtigt, at du selv får spurgt. Husk også, at din jobsamtale skal finde sted på præcis samme vilkår som for en ikke-handicappet kandidat, hvis virksomheden ønsker at leve op til ligebehandlingslovgivning.
2. Stil relevante spørgsmål
Når du stiller spørgsmål, viser du interesse i den stilling, du søger – men du kan også på en spidsfindig måde vise, hvor godt du matcher stillingen, og samtidig imødegå eventuelle betænkeligheder, intervieweren måtte have. Stil altid spørgsmål, der viser, at du har researchet virksomheden på forhånd, fx “Jeg kan se, at I har lanceret en ny produktlinje i sidste måned. Betyder det, at I har planer om at udvide til et nyt felt?” Tre forberedte spørgsmål fra din side er et godt antal til at sigte efter.
3. Vær velforberedt på at tale om dit CV
Husk at udskrive to eksemplarer af dit CV – et til dig selv og et til intervieweren. Når du bliver bedt om at uddybe indholdet af dit CV, er det altid en god ide at have et eksemplar liggende foran dig, så du ikke glemmer vigtige detaljer. Og det er naturligvis en selvfølge, at alle oplysninger på dit CV skal være 100% sandfærdige.
4. Fremstå selvsikker
Det er helt naturligt at være nervøs til en jobsamtale, men der findes måder, du kan øge din selvtillid på. Først og fremmest skal du huske på, at selv om alt går galt, går verden ikke under af den grund. Du skal nok blive indkaldt til andre jobsamtaler. Faktisk er denne gratis e-bog fyldt med gode råd til handicappede (bemærk, at bogen er på engelsk) om, hvordan du søger og får et nyt job. Det er også godt at vide, at adrenalinen i din krop faktisk hjælper dig, idet den skærper din hukommelse og holder dig i topform. Du kan også snyde din hjerne ved at føre positive samtaler med dig selv. I stedet for at sige “Jeg er så stresset!”, så sig: “Jeg glæder mig, jeg glæder mig!” inden jobsamtalen. På samme måde kan du snyde dig til større selvtillid ved at lytte til musik, der giver dig en følelse af “power”, skrive et brev om engang, hvor du følte dig stærk, eller øve dig i positurer, der udstråler selvsikkerhed, foran spejlet før jobsamtalen. Så længe du ikke overdriver det og fremstår alt for selvglad.
5. Fortæl arbejdsgiveren om dit handicap
Du har ikke pligt til at svare på noget omkring dit handicap, som du ikke har det godt med, men hvis du svarer på relevante spørgsmål, kan det hjælpe din potentielle arbejdsgiver med at foretage relevante tilpasninger i jobbet, så det passer til dine behov. Hvis du f.eks. har et usynligt handicap og har brug for tilpasninger, er det bedst, at du fortæller om det til jobsamtalen. Men husk gennem hele samtalen at bevare fokus på alt det, du godt kan, og hvor god en kandidat du er.
6. Forbered svar på typiske jobsamtalespørgsmål
Arbejdsgivere har afholdt jobsamtaler i mange år, og sommetider kan deres spørgsmål være ret forudsigelige. Du kan endda købe bøger om typiske jobsamtalespørgsmål. Brug en times tid på at forberede dine svar – det hjælper dig med at fremstå som en dygtig kandidat. Det vil også gøre dig mere selvsikker. Men pas på, at det ikke kommer til at lyde for indstuderet.
7. Medbring eksempler på dit arbejde
Hvis det er relevant for den stilling, du søger, så medbring eksempler på tidligere opgaver, du har løst, og som du er stolt af. Du kan henvise til disse eksempler, når du besvarer spørgsmål. Selv hvis du er ny i faget, kan du på forhånd lave fiktive eksempler på arbejdsopgaver for at vise, hvad du kan.
8. Medbring anbefalinger/referencer
Hvis du har gode erfaringer fra tidligere job eller f.eks. har lavet frivilligt arbejde, så prøv at få din tidligere arbejdsgiver til at skrive en anbefaling, som du kan printe ud og aflevere til intervieweren, inden du forlader stedet. Det øger din troværdighed. Det vil også få intervieweren til at huske dig på en positiv måde.
Vi håber at disse 8 råd vil være en god styrke ved din næste jobsamtale!
Held og lykke!