Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Servicehund og socialhund: Kender du forskellen?

servicehund, mand, kørestole, el-kørestole
Del dette indhold:

Mange personer med handicaps overvejer ofte at ansøge om en servicehund for at få hjælp til at udføre dagligdagens opgaver. De mest anvendte udtryk i Danmark er “socialhund” og “servicehund”, mange anser disse ord for synonyme og kender ikke forskellen. Men det er vigtigt at vide, hvad hver enkelt hund kan og ikke kan, idet der er stor forskel.

Når du kender forskellene, kan du bedre vælge, hvilken slags hunde der vil passe dig bedst.

Servicehunde til personer med fysisk handicap

Servicehunde giver mennesker med bevægelseshandicap mulighed for en friere og mere uafhængig hverdag.

Disse hunde kan bl.a.:

  • Samle tabte ting op
  • Hente ting
  • Åbne døre
  • Ledsager personer
  • Varsle om anfald (eks. diabetes og epilepsi)
  • Gøre hørehæmmede personer opmærksomme på lyde, fx dørklokken
  • Trække kørestole op ad ramper
  • Tænde/slukke lys
  • Opmuntre til træning og aktivitet

Der er mange opgaver, som en servicehund kan trænes til at udføre. De ovenstående opgaver er kun et lille udsnit af, hvad de kan. Servicehunde trænes individuelt efter den handicappedes ønsker og behov. Som regel udvælges hundene ud fra racens evner. En mindre hunderace vil fx ikke være særlig god til at hjælpe med at trække en kørestol, men kan være god for én, der har brug for hjælp til at varsle, før et anfald.

De tekniske opgaver, som servicehunden kan udføre i dagligdagen, er nogle af de klare fordele ved en servicehund. Men der er også mindre synlige fordele, såsom det varme og nære forhold der opstår mellem hund og menneske. En servicehund bidrager med glæde, tryghed og venskab. Servicehunde giver endvidere øget ansvarsfølelse og opmuntrer til fysisk aktivitet.

En af de største forskelle på en servicehund og en socialhund er, at servicehunde må komme ind i de fleste bygninger sammen med deres ejere. Uanset hvor ejeren skal hen, må servicehunden komme med. Servicehunde betragtes som “medicinsk udstyr.”

Socialhunde til personer med psykisk handicap

En socialhund er ligesom servicehunden testet, helbredsundersøgt og udvalgt for dens særlige kvaliteter.

Socialhunde yder også en service, men deres job er ikke at udføre tekniske opgaver. Deres formål er at støtte deres ejere mentalt og/eller følelsesmæssigt. Nogle socialhunde hjælper kun deres ejer, men andre trænes til at hjælpe flere forskellige mennesker, fx på institutioner.

En socialhund kan eksempelvis udplaceres hos en familie med et barn med en funktionsnedsættelse. Barnet bliver inddraget i pasning, pleje og træning af hunden. Børn med bevægelseshandicap kan have stor glæde ved en socialhund, idet der oftest opstår et varmt og nært forhold mellem hund og barn. Også voksne mennesker med et fysisk handicap, som ikke selvstændigt, men sammen med et familiemedlem, kan tage vare på en hund, kan ansøge om at få en socialhund.

Tænk en ekstra gang, før du søger om en servicehund

Inden du tager kontakt til en af landets servicehundeorganisationer for at søge om en servicehund, er der to vigtige ting, at have med i dine overvejelser.

Er du motiveret?

Du skal være indstillet på, at det er en livsstil at have en servicehund. Hunden skal have motion og aktiveres, og der skal tages hånd om hundens sundhed og velvære. Dette er opgaver som ejer eller hjælper skal kunne klare. Der skal også være sikkerhed for pasning under sygdom og ferie, hvis du skal rejse uden servicehunden.

Er der plads i din økonomi?

Det er ikke billigt at holde hund. Selv om servicehundeforeningerne hjælper med sponsorater, i det omfang det er muligt, samt dyrlægeregninger, skal man kunne afse minimum 8.000 kr. om året til foder, forsikring, dyrlægeregninger og diverse uforudsete udgifter.

Når du gerne vil ansøge om en servicehund

Når du har fundet ud af, hvad der vil fungere bedst for dig, kan du begynde at søge efter en social- eller servicehund. Hundene matches som regel med deres potentielle ejere, før de afslutter deres træning, så selv efter du har fundet din ”hjælper”, kan det godt være, at du skal vente et par måneder, før du kan få den med hjem.

Du skal kontakte Socialforvaltningen i din kommune, for at høre mere om dine muligheder for at ansøge om en social- eller servicehund.

STH er en dansk non-profit organisation, der specialtræner servicehunde. Du kan læse mere om deres arbejde på hjemmesiden www.servicehunde.dk.

Assistance Dogs International (ADI) er en sammenslutning af non-profit servicehundeorganisationer.
ADI støtter træningen af service- og socialhunde over hele verden. Hvis du klikker ind på deres website, kan du få svar på en lang række hyppigt stillede spørgsmål om servicehunde. Her kan du også finde kontaktoplysninger, hvis du har specifikke spørgsmål eller har brug for at finde en træningsorganisation i nærheden af, hvor du bor.

 

Dette indlæg er oversat fra engelsk.
Forfatter: Annie Beth Donahue er professionel skribent med fokus på sundhed og handicap. Du kan læse mere om hende her: www.anniebethdonahue.com